5 i dont give a fuck

7u0a3112

Billedet er taget af evig dygtige Emily

Ideen til dette indlæg kom jeg på, da jeg forleden cyklede rundt på Vesterbro. Jeg elsker at cykle - og ordet elske er ikke for voldsomt at bruge her. Jeg elsker, elsker, elsker at cykle. Jeg har faktisk svært ved at finde på noget, som jeg elsker på samme måde. Det skulle lige være rulleskøjter. Men cykel er mere praktisk, i længden. Nå men jeg cyklede rundt med musik i ørerne og jeg fik forfærdelig meget lyst til at skråle med. Det var garanteret til et The Weeknd nummer. Eller Lis Sørensen. Eller Coco's nye, har du hørt det? Ej jeg dør over A Minor Detail! Men jeg havde lyst til at skråle, men jeg turde ikke. Men lysten blev for stor. Solen skinnede, jeg havde kjole på, jeg er så glad for tiden - jeg ville bare synge. Så jeg sang. Meget lavt, men jeg gjorde det. Og det var altså ret forløsende. Og dejligt. Og så kom jeg i tanke om, at det egentlig er en meget god idé - det der med at øve sig på at give lidt mindre fuck, mens man cykler. For du er jo hurtig væk fra øjnene og menneskerne, som du måske bekymrer dig om. Meningerne, fordommene. Derfor en liste med 5 ting du kan gøre på en cykel, hvis du gerne vil booste dit "jeg giver ikke en fuck":
  1. Syng med på musik (enten den i dine ører eller bare en du har i hovedet). Du kan mime, synge lavt eller brøle. Men prøv. Øv dig eventuelt efter mørket er faldet på, så ingen kan se hvem der synger (eller kør virkelig stærkt forbi). Men prøv. Det er altså ret befriende. I øvrigt cyklede der forleden en mand forbi mig, som sang højt. Jeg grinede lidt af det, men jeg blev mest glad. Og misundelig over, at jeg ikke ville turde at synge så højt lige ved Gammel Torv.
  2. Blæs på nederdelen. Sommer, solskin og varme dage er lig med nederdele og kjoler (i hvert fald her). Men ak. Det lort blæser op og jeg har mere end én gang flashet trusserne på Gammel Kongevej. Men nu har jeg taget en beslutning. Jeg lader skørterne blæse resten af sommeren. Jeg har jo trusser på og dem er der jo ikke noget særligt ved. Jeg gider ikke dække mig til (og cykle med én hånd), så nu må kjolerne flagre og jeg er ret ligeglad.
  3. Rød lys - dans! Jeg lytter jo altid til musik når jeg cykler og jeg får sådan en lyst til, at danse med. Så det gør jeg, når jeg holder for rødt. Bare med skuldrene og lidt hofter, hvis jeg føler for det. Og trommer med fingrene. Hvis du nu så en pige foran dig, som gjorde sådan mens i holdt for rødt, ville du så tænke noget dårligt om hende? Jeg ville ikke. Tværtimod, faktisk. Derfor holder jeg mig ikke tilbage. Jeg elsker at "danse" ved de røde lys. Det gør mig glad og jeg er jo langt vigtigere, end fremmede menneskers mening er.
  4. Flirt. Jeg øver mig på, at flirte når jeg cykler. Jeg øver i hvert fald at (fast)holde øjenkontakt. Jeg gik for et par uger siden inde i byen, hvor en mand kom cyklende imod mig. Han kiggede mig i øjnene og smilede stort. Hverken lummert eller noget (så har jeg overset det). Og jeg blev så glad. Og det er en god øvelse og du er hurtig væk fra "gerningsstedet". Og det gør altså godt. Jeg kan godt være dårlig til at holde øjenkontakt, fordi jeg bliver genert. En tur på cyklen er en god øvelse. Og hvorfor ikke smile til andre? Det bliver jeg selv rigtig glad for. Du kan jo også bare øve dig på damer, hvis du ikke tør på mænd.
  5. Hånd. Har du en kæreste? Kør nu forsigtigt, men hold i hånd. Jeg hader når folk gør det, fordi jeg skal ringe på klokken, for at få lov til at overhale. Men jeg bliver kun sur, fordi jeg er misundelig. Fordi jeg edderbrodermig gerne vil have en at holde i hånden. En som jeg ikke engang kan cykle ved siden af, uden at skulle have en form for fysisk berøring med ham. Så gør det og giv ikke en fuck. Folk som mig ringer måske halv-aggressivt på klokken men lad dem (os) ringe og hold i hånd. Jeg synes det er ret romantisk. Men det ville jeg selvfølgelig aldrig give udtryk for, det er klart.
Flere bud? Det behøver ikke at foregå på en cykel. Kast dem i kommentarfeltet!