Ikke flere indlæg

Jeg er uddannet pædagog. Det var meningen, at jeg skulle være sammen med mennesker. Det er det bedste jeg ved. Særligt børn. Jeg arbejdede på en skole i 6 år, havde bloggen ved siden af. Efter at kunne leve af bloggen i et par år, sagde jeg op. Kastede mig ud i det selvstændige liv. Jeg elsker det. Men jeg savner ungerne. Jeg savner at være noget for nogen - hvor læsertal, følgere og salg ikke betyder noget. Hvor de kan lide mig - fordi jeg er mig. Det er måske lidt at sætte det på spidsen, men jeg kan godt have dage, hvor jeg savner at sidde med børn på skødet, sætte plaster på små, bitte knæ og drikke skod, filterkaffe. Jeg skal tilbage en dag. Det har jeg hele tiden vidst. Det var aldrig meningen at jeg skulle leve af, at skrive. Jeg er ikke uddannet journalist eller forfatter. Jeg sætter kommaerne, som jeg lige synes. Det har jeg fået kritik for, flere gange i min karriere som blogger. Det gør ikke så meget. Jeg er god til, at sætte ord på mine følelser. Derfor betyder kommatering ikke så meget for mig. Jeg kunne tage et kursus. Men jeg tror at det ville sætte en stopper for, netop det at sætte ord på mine følelser. De som synes jeg er irriterende til grammatik, opgiver nok alligevel at læse med herinde. Jeg kan stave, men tegnsætning er jeg en hat til. Man kan ikke være god til det hele. Skidt pyt. Siden jeg mødte Kristian, har det været sløvt med indlæg. Mange af jer skriver til mig, og efterspørger dem. Jeg kan godt forstå det. Det er ikke fordi, at jeg har mistet lysten. Men jeg har svært ved, at skrive noget til dig. Mit liv er noget helt andet. Jeg gik fra at være single, semi bitter, løs på tråden og en festabe - til at være hende som kigger på sofa i IKEA, spiser brunch klokken 10 (uden tømmermænd) og som igen tror på kærligheden. Det skammer jeg mig bestemt ikke over - men det er jo noget HELT andet, end det jeg tidligere skrev om. Den jeg tidligere var. Derfor er det svært for mig, at finde ud af, hvem jeg nu er. Som blogger, altså. Jeg elsker at skrive. Det er mit frirum. Lige nu er det stadig mørkt, klokken er ikke særlig mange. Kristian sover, jeg drikker kaffe og sidder og skriver. Og det er næsten det bedste, jeg ved. Jeg tror at manglen på indlæg skyldes, at jeg får dårlig samvittighed. Overfor dig - som så trofast har fulgt med og måske endda identificeret dig med mig - nu er jeg videre, i en anden båd, nu er jeg i en hel anden verden. Jeg har fundet kærligheden, jeg skal lave en familie, jeg får ny, stor sofa på søndag og det værste skænderi Kristian og jeg har haft, handlede om hvem der skulle hente mælk i kiosken. Actionpræget. Jeg føler at jeg svigter dig. Jeg har i så mange år skrevet om, det at føle sig alene. Det at føle sig ensom. Jeg er ked af, hvis du føler dig endnu mere ensom, fordi jeg er videre fra ensomheden. Jeg kan stadig føle ensomhed, ofte endda - men på en hel anden måde. Ensomhed føles, i hvert fald for mig, meget anderledes nu - hvor jeg har en kæreste. Det er bare ikke helt det samme. Derfor har jeg svært ved, at skrive indlæg. Fordi jeg føler, at jeg svigter dig. Måske endda gør dig ked af det. Det mest irriterende for mig, da jeg var single og semi hadede mænd var, når andre levede i et velfungerende parforhold. Ikke at jeg ikke var glad på deres vegne, undede dem det - men jeg syntes også, at det var træls at glo på. Og nu er jeg én af dem. Fuck. Måske det hele ændrer sig, når forelskelsen har lagt sig lidt. Lige nu føler jeg mig så heldig og så glad - at jeg har svært ved at dele det. Fordi jeg føler, at jeg svigter dig. Dig som har fulgt mig igennem de sidste par år, som har været de hårdeste i mit liv. Jeg ved godt, at du kan unde mig det. Men jeg føler at jeg sidder i en anden båd nu, langt væk fra dig - langt væk fra alt det, jeg kendte. Alt det jeg skrev om. Pointen med indlægget skal man muligvis, lede længe efter. Jeg havde brug for, at sætte ord på tankerne, som flyver rundt i hovedet på mig. Jeg vil ikke stoppe med at skrive, for det er dét som driver mig. Driver tanken om, at være selvstændig og leve af det her. Ellers giver det ikke mening for mig. I det lange løb. Jeg tror, helt kliché agtigt, at jeg lige skal finde mig selv - efter at mit liv har ændret sig markant. Og jeg skal både finde mig selv, sådan rent personligt. Men også blog-wise. Det er nok dét, som er pointen med dette indlæg. Jeg håber at du forstår. Og skriv endelig en kommentar, hvis du har sådan en. Det bliver jeg så glad for og det kan jeg ofte bruge til noget konstruktivt. Og rigtig god dag!