En forklaring

Frederiksberg Rådhus igår d. 17 juni klokken 14.00, sagde Kristian og jeg ja til hinanden. Ja til livet sammen, i medgang og i modgang. I semi uromantiske rammer, men med en helt rigtig følelse, i kroppen og i hjertet. Der var ingen diskussion - jeg skulle bare have ham. Jeg har altid sagt, at man ikke skal få børn eller gifte sig, når man er forelsket. Det har været sådan et dogme for mig. Og jeg har hårdnakket påstået, at man ikke skal forhaste sig. Men så kom Kristian ind i mit liv. Og udover at han er det sødeste væsen, som jeg nogensinde har kendt, så får han - fuldstændig kliché agtigt - mig til at føle mig, som om jeg er hjemme. Og han kigger på mig, som om jeg er den eneste der findes. Så det handler slet ikke om, at forhaste sig. Det handler om, at der ikke er andre måder, at gøre det på. For mig var det så naturligt, at sige ja til ham. Det kan kun være ham. Så jeg spurgte ham, for halvanden måned siden, om vi ikke skulle gå på Rådhuset. Og efter lidt betænkningstid (fordi han rigtig gerne vil have et kirkebryllup), så sagde han ja. Kirkebrylluppet tager vi senere. Når jeg engang er færdig med at være gravid og færdig med, at amme. Så jeg kan svine mig til i dyr rødvin og shots og danse med min mand til langt ud på natten. Men tilbage til det dogme, som jeg har haft altid. Man skal ikke tage store beslutninger, når man er nyforelsket. Og det må man jo nok sige, at vi stadigvæk er. Vi har været kærester i 8 måneder. Vi har ikke kendt hinanden i et år. Det går stærkt. Det gør det. Vi er flyttet sammen, vi skal være forældre til december og igår blev vi gift. Vi er totalt sat. Og jeg elsker det. Og det føles rigtigt. Der hersker ingen tvivl. Jeg venter (og har ventet) på, at den der "fuck hvad fanden har jeg gang i" med tilhørende "snøren om halsen"-følelse, skulle dukke op. Men det føles så naturligt med Kristian. Han er ikke alt det, som jeg har drømt om - men han er alt det, som jeg har brug for. Og alt det, som jeg skal have. Han er min bedste ven, han er så fuld af kærlighed og så er han, for mig, helt umulig ikke at fortabe mig i. Jeg elsker ham så højt, så hvorfor egentlig ikke gå hele vejen? Både Kristian og jeg har mistet. Vi er begge blevet enebørn, i en sen alder. Vi har begge været der, hvor dét at falde i søvn og aldrig vågne op igen, har virket nemmere. Som en vej ud, af den mørke og dybe sorg. Vi har begge lært, på egen krop, at livet er kort. Kortere end vi vil være ved. Vi har begravet vores brødre. Sorgen har ændret os. Måske derfor blev vi så hurtig tæt. Måske derfor fandt vi hurtigt ud af, at vi vil leve vores liv sammen. Måske var det bare timing, god kemi og en varm, lang sommer som gjorde, at det lige akkurat var os, som fandt hinanden og som faldt for hinanden. Jeg tror nu næppe, at det er grunden til, at jeg faldt så hårdt for ham. Kristian er, pladderromantisk som det lyder (læs: er), min soulmate. (man må godt være lidt pladder, dagen efter sin bryllupsdag, må man ikke?). Men altså. Igår tog vi på Rådhuset. Mine forældre vidste det, Kristians forældre vidste det. Jeg ville ikke gøre noget stort ud af det, jeg ville ikke være midtpunkt, jeg ville ikke have at folk skulle tage fri, for at se os skrive under på et stykke papir. Og så var det bare meget mere, end dét. Det var sgu ret stort. Så jeg er glad for, at vores forældre var med. Og jeg glæder mig til, at tage en stor, hvid kjole på, og gifte med mig Kristian igen. For det kunne jeg blive ved med. Jeg vil sige ja til ham, resten af mit liv. Livet er kort. Hvis det føles rigtigt, sådan helt nede i maven - så gør det. Om det så er studieskift, at flytte til en anden by, at flytte fra en kæreste, at gå selvstændig, whatever. Hvad er det værste, som kan ske? Ingen dør ved din beslutning (håber jeg og hvis der gør, så tøv en kende). Fuck det praktiske - det kan slå meget ihjel. Det skal man nok finde ud af. Skidt pyt med, om der er nogen som bliver skuffede og kede af det - du kan ikke gå igennem livet, uden at dét sker. Gør det, som du skal. Min pointe er: Gør det. Livet kan være slut, før du ved det. Og husk: er der tvivl, er der ingen tvivl.