alt det der sutter ved dunken

Inden vi starter sådan rigtigt: Bukserne har været heftigt efterspurgt og det har ikke været muligt, at finde dem online. Til gengæld har jeg fundet 3 par bukser, som er fulde af peps og som bestemt ikke falder ind i mængden. Det er min favorit: tøj som stikker godt og grundigt ud. Prikkede her, blomstrede her (min favorit!! meeen dumt at købe bukser nu, men voksende mave) og de her fra Reebok, som jeg ville matche med sneaks, croptop og en åben jakke. Men nu til det, som indlægget skal handle om: alle de ting, som jeg finder semi-nederen ved min nye tilstand: som vordende mor (mærkeligt ord, det der vordende. Grimt, egentlig). Men det er jeg jo altså og nedkommer (endnu et skørt ord) til december). Jeg skrev igår indlægget med alle de ting, som jeg elsker ved, at være gravid. Nu skal vi til de ting, som jeg gerne ville undvære. Faktisk ville jeg betale for, at undgå visse af punkterne. Det er så ikke rigtig muligt - dog kan afførende piller måske være godt til dig som (også) lider af forstoppelse. Og det kan du købe! Det har dog ikke været nødvendigt her, men det kan sagtens blive aktuelt igen. Det er sådan noget man kan gå og hygge sig lidt med, som gravid. Udover dét, så er disse ting også ret nederen:
  • Brysterne. Jeg elsker dem, som jeg også skrev igår. De er sgu flotte! Først tænkte jeg: "Fuck ja! Store bryster til undertegnede! Endelig! VIGTIGTTT!". Endelig en kavalergang!! Dét har jeg aldrig haft. De har altid været uvenner de bryster og de har aldrig hilst, på hinanden. De var kortvarigt gode venner. Mødtes endelig og det så fandeme lækkert ud. Jeg flashede dem gerne i nedringet top og pushup bh var ikke nødvendigt. De sad der bare. Nu er sagen noget andet.. de er åbenbart blevet uvenner, for de mødes ikke længere. De er flygtet ned i hver deres armhule og som om dét ikke var nok - så har brystvorterne overtaget udvidelsen af byggeprojektet. Jeg havde så flotte, små brystvorter, og vorterne er, som sådan, stadig fine. Men det udenom! Dét er vokset. Og det bliver det vist ved med, indtil jeg.. skal amme? Det er i den grad nye bryster. Som jeg ikke engang har betalt for. Fyldige, uvenner med hinanden, men glade for armhulen og med store, brune brystvorter.
  • Alkohol. Jeg elsker det skidt, det ved du garanteret, hvis du har fulgt med længe og følger med på instagram. Jeg har drukket som et hul i jorden, jeg er en festabe og jeg elsker at få en lille én. Det må jeg indrømme. Og det skammer jeg mig som sådan ikke over, ikke efter at jeg kom videre fra det lille misbrug, som jeg havde gang i, for et par år siden. Men. Det må man jo ikke, når man er gravid. Og som jeg skrev igår, så kører jeg totalt nul-tolerance. Jeg drikker ikke en eneste tår, og det har jeg tænkt mig, at fortsætte med. For mig hænger alkohol og baby ikke sammen. Jeg har ikke lyst - og længere er den ikke. Hvis du har og drikker alkohol mens du er gravid - så dømmer jeg ikke. Man skal gøre hvad man har det bedst med, særligt som gravid. Men jeg savner at have en buzz på. Jeg savner en gedigen brandert. Jeg savner smagen af alkohol, lange sommernætter med god vin og dybe samtaler med mine veninder. Jeg savner at være stiv med Kristian, for det er så sjovt at være stiv sammen med ham.
  • Hensyntagen. Folk er så søde - jeg elsker jeres hjælp og omsorg. Men jeg undrer mig også lidt. Jeg løfter tungt (ikke så tungt som jeg plejer, men jeg løfter mere end den gennemsnitlige kvinde), men alligevel bliver jeg konfronteret med: "skal jeg lige tage den der?" og "ej 3 poser? Dét må du altså ikke bære, dem tager jeg". Det er så sødt og dejligt, men også lidt skørt, da jeg jo på ingen måde er besværet af dunken endnu. Men det er sødt og den bækkenbund skal jo også passes på, det ved jeg godt. Men det er bare skægt hvad der sker, ligeså snart man tisser to streger frem på en lille hvid pind. Også "er du træt?" og "er du okay?" så snart jeg gaber eller blinker lidt med øjnene. Men det er nok også svært at tolke mig, fordi jeg godt kan svinge i humør og overskud, I know.
  • Hormonbumserne. Seriøst. Jeg er ikke rigtig ramt, men får gerne én stor, kæmpe bums. Andre gravide kæmper med en hage, hvor bumserne nærmest kæmper om pladsen. Livet virker på mange måder, som en lang bumse-fase. Først som pre-teenager. De der små, hvide dutter i panden og T-zonen. Så som regulær teenager, hvor det går amok og hvor de bor ovenpå hinanden - igennem 20érne har jeg heller ikke været fri og nu som gravid og 31 årig. Jeg har pt. en stor en på hagen, som jeg føler venter på, at springe frem. Den kommer garanteret frem imorgen, hvor Kristian og jeg skal på mini-bryllups-rejse. Så kender man den. Og jo! Der findes større problemer her i verden. Det gør der da. Men det er da træls med uren hud, det bliver jeg aldrig træt af, at hade voldsomt. Tip: brug denne, som jeg dupper så meget som muligt på kommende bumser, den slår dem for det meste ihjel, inden de får rigtig fodfæste i dit fjæs.
  • Ligament smerterne. Det er klart dem, som jeg døjer mest med. Og jeg er en heldig gravid kvinde! Det er jeg godt klar over - og jeg sætter stor pris på det. Jeg lider meget lidt, i denne graviditet. Men ligament smerterne er så hårde. Jeg har skrevet om dem her, hvis du ikke ved, hvad det er. De trækker særligt ned i halebenet for tiden, hvilket gør cykelturen ret smertefuld.
  • Toiletbesøgene X 473, dagligt. Ish. Det er tæt på. Det føles i hvert fald sådan. Kæft jeg går meget på toilettet. For at lade vandet. Visse dage føles det som om, at jeg tilbringer mere tid på potten, end på min kontorstol. Måske potten endda slår hvor meget jeg sidder i sofaen? Nok næppe, men det kan føles sådan. Jeg tisser og jeg tisser og jeg tisser. Når jeg er ude i byen, skal jeg altid vide, hvor nærmeste toilet er. For jeg skal helt garanteret bruge det. Jeg har tisset mange, mange steder inde i byen. Jeg ved hvor toilettet er i Illum og i Magasin, ved Torvehallerne og på Fisketorvet. Jeg tisser overalt og vidste man ikke bedre, så skulle man tro at jeg pisser mit territorium af.
  • Akut-hed. Muligvis et ord, som jeg selv har fundet på. Det dækker over det akutte behov der kan opstå for: mad, toilet, bekræftigelse (jeg elsker dig, du er pæn, du klarer det godt etc.), toilet, mad, væske, sofa.
  • Gode råd. Som du aldrig har bedt om. Som jeg også skrev igår: det er skide irriterende og jeg ved, at jeg ikke er den eneste gravide, som semi-hader de råd, som vi aldrig beder om. Det er sødt ment og sagt i kærlighed. Men jeg orker dem sjældent. Jeg er dog begyndt at lukke af, nikke og lade som om, at jeg lytter. Mange af gangene, lytter jeg altså ikke. Det kan lyde arrogant, det er måske også lidt arrogant. Hvis du har været gravid, så ved du det også: du bliver bombarderet med gode råd. Fra alle sider. Nede i Netto, på gaden, på instagram (mommy-police), af familie, af veninder. Det kan være trættende og du kan få følelsen af, at du ikke kan klare din graviditet selv og at du højst sandsynlig vil fucke dit kommende barn op. Derfor lukker jeg gerne lidt af. Jeg tror godt at jeg kan selv. Ellers kan jeg jo spørge. Selv.
  • Skiftet. Jeg aner aldrig rigtig, hvad næste dag vil bringe. Jeg kan vågne og være fuld af peps - men jeg kan også vågne op, og være så træt, at jeg skal direkte ind på sofaen. Heldigvis kan jeg lave meget arbejde, fra min sofa. Dér er jeg priviligeret. Men for fanden det er svært at planlægge sit liv, når du ikke ved, hvordan du har det imorgen. Jeg har dog efterhånden lært, at hvis jeg træner hårdt og arbejder meget den ene dag, så skal "regningen" betales dagen efter = en mere rolig dag, hvor jeg kan sidde meget ned og helst ikke skal være alt for aktiv, for ellers vil ligament smerterne tage til.
  • Har du flere?
Tillæg til dette indlæg. I sidste uge fik jeg en kommentar (vist kun fra én kvinde) som mente, at jeg skulle til at vælge, hvilken stol jeg ville sidde på. Altså om jeg ville være glad og nyde min graviditet eller brokke mig igennem de næste mange måneder. I min optik skal jeg ikke vælge. Det er ikke sort/hvidt. Du må gerne synes, at det er hårdt at være gravid og bygge en baby. FOR DET ER DET! Og du må gerne nyde det og elske det og flashe det på dine sociale medier. Dagene er forskellige. Efter et par dage med kraftige ligamentsmerter, opkast og generelt utilpashed, så vil jeg gerne have lov til, at være lidt træt af det. Jeg tror at kvinden som skrev kommentaren, var ked af det, fordi hun kæmper med at blive gravid. Jeg føler med dem, som kæmper for at blive forældre. Virkelig. Jeg har selv kæmpet. Jeg har aborteret 3 gange. Jeg ved det. Men jeg må gerne brokke mig, ytre mig om, hvor utilpas graviditeten kan gøre mig - uden at jeg skal have dårlig samvittighed over, at andre ikke kan blive gravide. Det er deres livsverden, ikke min. Da jeg mistede min lillebror kan jeg huske, at der var en som sagde til mig, at jeg ikke kunne tillade mig, at være ked af det, "tænk på dem som har mistet 3 søskende! De har det hårdt!", sagde personen. Men det er jo ikke min livsverden. Du må have alle de følelser, som du har, i fred. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at miste 3 søskende. Jeg har mistet én. Jeg kunne ikke sætte mig ind i, hvordan de kvinder som var gravide mens jeg aborterede, kunne brokke sig over kvalme, forstoppelse og vand i benene. Det var ikke min livsverden. Det er det nu. Nu ved jeg. Nu er det mig selv. Jeg taler udfra mig selv. Altid. Og du må aldrig skamme dig over de følelser, som du har. De er der, fordi du har dem. Husk det. Og du må altid kommentere på min blog, altid! Men du må ikke bestemme hvad jeg skal føle og hvilken stol jeg skal sætte mig på <3