Før og nu

Der var et før og nu er der et efter. Et før-Spir og efter-Spir. Og det er bare nu, mens Spir er i min mave - der er også et før og efter, når jeg har født. Men det kender jeg endnu ikke til, så jeg forholder mig til det, som jeg oplever lige nu: nemlig hvordan det er at gå fra at være ikke-gravid til gravid. Jeg befinder mig på graviditets-rejsen. Og jeg kan lide det - stort set hele tiden.  Men det forandrer - og jeg kunne jo egentlig godt lide, sådan som tingene  var. Jeg er også et vanedyr uden lige, det er jeg fuldt ud bevidst om. Jeg elsker når tingene ligner hinanden. Jeg elsker rutiner og vaner og struktur. Dét kan jeg godt kaste væk, for Spir bestemmer dagordenen pt. Og hvis jeg har lagt planer for en hel dag, og Spir synes vi skal tilbringe dagen på sofaen med kvalme, kolossal træthed og hovedpine. Så er det da dét vi gør! Der er mange gode ting, som forandrer sig, så snart man får pisset to streger frem, på den der hvide plastik dims fra apoteket. Det hele giver ligesom mere mening, på en eller anden måde. For mig - for jeg har jo altid ønsket mig børn. Kærligheden til Kristian bliver dybere og mere..voksen. Forståelsen for mine forældre og deres kæmpe kærlighed og deres uhyre kæmpe arbejde med, at skabe så god en barndom for min bror og jeg som muligt, indser jeg. De har virkelig haft os to børn i centrum og de har gjort alt for os - og jeg ser det nu, sådan rigtigt - og jeg føler det samme overfor Spir. Selvom jeg aldrig har mødt Spir, så vil jeg gøre alt. Jeg elsker Spir på en måde, som jeg ikke elsker nogen andre. Jeg elsker Spir på en hel anden måde, end jeg elsker Kristian. Jeg elsker alle de forandringer, som følger med. Noget som jeg dog skal vænne mig til er, at forholdet til mine veninder, bliver noget andet. Scenarier der kunne udspille sig før knocked-up-hed:
  • Messenger. Veninde skrev: "hvad laver du i dag, skal vi drikke kaffe og gå tur?" Mig: "Jeg cykler om en halv".
  • Instagram. Veninde taggede mig i et opslag, hvor en sød kjole blev vist frem. Butikken er på Østerbro. Mig: "skal vi ikke tage derhen og kigge senere?".
  • Mig efter hver træning: "hvordan træner vi i næste uge?" (og samtidig vide, at jeg ville møde op. Ikke ti vilde heste ville kunne holde mig tilbage).
  • Mig hver gang jeg sagde farvel til en veninde: "hvornår skal vi ses igen? Kast lige et par datoer på en besked".
  • Mig hver gang muligheden bød sig: "skal vi ikke tage derhen og spise og få et par drinks?".
Mine veninder er guld værd for mig. Jeg har fået så mange gode, søde, dejlige veninder og jeg vil beholde dem. De er uundværlige. Jeg har mange gode og tætte veninder, og de kan alle sammen noget forskelligt, om man vil. Nogen af dem bruger jeg til dybe samtaler, andre til at grine sammen med, nogen til at drikke mig i hegnet med, andre til at træne med. Mange af dem til alle tingene. Og de er stadigvæk vigtige for mig, måske mere end nogensinde. For det kan godt være lidt hårdt, at være gravid. Det er en rejse med en helvedes masse hormoner, og så er det rart at kunne tale med nogen af dem, som kender en bedst. Men det er også et arbejde. For jeg er træt, faktisk udmattet visse dage og helt klart mindre overskud. Jeg bliver hurtigere træt, end en teenager efter en rustur. Der skal ikke så meget til, for energiniveauet dropper fra 27 til 0, og så skal jeg bare være hjemme i sofaen, for så skal der bygges baby. Jeg har altid været fuld af energi, jeg har altid trivedes godt med, at have mange planer, hele dagen lang. Min kalender er altid fuld booket, jeg har det godt med, at se mange mennesker, at lave mange ting, at ordne og opnå de ting, som jeg har sat mig for. Det kan jeg ikke nu. Eller det kan jeg - i en dag eller to, men så skal regningen betales - og det koster gerne en dag eller to, hvor jeg nærmest ikke kan noget. Jeg har netop haft sådan et par dage - fordi jeg trænede hårdt, cyklede 25 km og ordnede alt muligt (og umuligt). Næste dag: FÆRDIG. Kroppen skulle i den grad oplades og jeg SKAL lytte, ellers bliver regningen større. Desuden har jeg intet valg - jeg kan ikke noget, jeg er ristet, done, FINITO. Dét skal jeg lige vænne mig til. Jeg skal langsomt vænne mig til, at forholdet til mine veninder nu bliver noget andet. Anderledes, måske mindre tæt, fordi vi ikke ses så ofte, som før. Sådan er det, det ved jeg med mine andre veninder, som har fået børn. Det er barnet, børnene, som er det vigtigste. Selvfølgelig er det dét. Det skal være sådan. Og det er jo heller ikke fordi, at det er for evigt. Jeg kommer jo til, at kunne de ting, som jeg gerne vil, igen. Men de ting jeg vil, når jeg igen kan, vil have ændret sig. Pludselig vil jeg ikke bruge hver eneste hverdagsaften ude, men sammen med min familie. Det er helt mærkeligt at skrive, men føles også dejligt. Jeg skal være mor. Og dette er et skridt på vejen. Og jeg glæder mig. Og mine veninder vil være der, når jeg er ude af denne boble. Ligesom jeg er der, når de har været i mor-, nyforelskelses-, nyt job-, ny interesse-boble. Vi holder sammen <3