Det er ikke en sygdom at være gravid

Husk nu: det er ikke en sygdom at være gravid.  Dén har jeg hørt mange gange. Og jeg har vist også selv sagt det, et par gange. Inden jeg vidste, hvor fucking hårdt det KAN være, at være gravid. For det er hårdt. Og det er dét som fylder lige nu, for mig. Jeg er ikke længere ramt af kvalme, forstoppelse og hovedpine. Jeg er (og har hele vejen igennem været) ramt af træthed. Sådan en træthed, som jeg ikke kan forklare. Jeg har ikke prøvet den før. Den tætteste sammenligning, som jeg kan komme frem til, er den træthed du oplever, når du har været en uge på Roskilde. Efter en uge i mudder, med camping toiletter og bade, dårlig mad, ringe søvn, alt for meget alkohol, for mange cigaretter, måske har du frosset eller været semi dehydreret. Sådan en festival. Når du kommer hjem efter sådan én, så er du smadret. Jeg har været på Roskilde 8 gange. Jeg havde altid brug for en uge til, at komme mig over festivallen. Jeg havde brug for langt bad, god mad, masser af vand, at stene på sofaen. Sådan oplever jeg graviditeten lige nu. Jeg har dage, hvor jeg nyder min graviditet og er frisk og hvor jeg kan lave alt det, som jeg gerne vil. For tiden er dagene, hvor jeg ikke kan så meget, udpræget. Det er hårdt for parforholdet, da jeg ofte er for træt til, at vi kan gå ud og lave noget sammen (og er lidt grådlabil). Det betyder noget i forhold til mit firma, da jeg er selvstændig og når jeg har en dag, hvor jeg ikke kan noget, så er der ikke andre, som kan tage over. Det er svært i forhold til min relation til mine veninder, fordi jeg er for træt til, at ses med dem, som jeg plejer. Træningen som betyder så meget for mig, må også sorteres fra, de dage hvor jeg er svimmel og udmattet. Jeg tror at jeg er der i "processen", hvor jeg skal læne mig tilbage, im-fucking-brace det og finde ud af med mig selv, at sådan er vilkårene altså lige nu. Hvad kan man gøre? Jeg er gravid og det bliver jeg ved med, at være. Og jeg er så glad for, at det endelig lykkedes for os. For mig. Efter så mange ufrivillige aborter. Men hvor helvede, hvor kan det være hårdt og hvor er der bare dage, som er nederen. Og jeg synes, at det skal være okay at sige højt! Det skal være okay at sige, at man er træt af det. Uanset hvor meget din veninde kæmper for, at blive gravid. Man kan måske tænke over, hvem man deler sin frustration med. Men det må ikke være tabu. Du må ikke føle dig alene, hvis du som jeg, synes det er hamrende hårdt. Jeg skal finde min krop på ny, finde mig selv igen - nu som gravid. Det er svært. Den sidste gang jeg skulle finde min nye krop, der var jeg teenager. Der havde jeg et par år, til at fatte at min pigekrop til til en kvindekrop. Nu sker det hurtigere. Det kan være svært at følge med. Her er jeg lige nu. Her er jeg i dag. Måske det ser anderledes ud, imorgen. Måske jeg rent faktisk kan lave noget, imorgen. Måske ikke. Jeg skriver når jeg er i en følelse, sjældent efter. Hvis jeg på den ene eller den anden måde har trådt dig over tæerne med mit skriv, så husk at det her er min livsverden lige nu. Ligesom du har din, som jeg måske heller ikke forstår <3 Du er aldrig alene. Heller ikke når du vågner om morgenen, og er skide træt af at være træt, muligvis er hormonfyldt og bare har en dårlig dag. Kys.