Når kærlighed ændrer form

Så skete det. Efter mange uger, hvor jeg var lidt bekymret for, om jeg tog nok på. På et par dage (seriøst) bulede maven voldsomt frem. Det skete i Amsterdam, hvor Kristian og jeg lige har tilbragt 5 dage. Fantastisk by, som jeg har besøgt en del gange. Jeg elsker Amsterdam fordi der er plads til alle, du kan gå til det meste, der er de fine kanaler som minder meget om København og så er der et roligt tempo. Ikke som Paris (som jeg også elsker!) men som er lidt mere urolig. Der har været efterspørgsel på en Amsterdam guide, den vil jeg se at få lavet asap. Men nu til noget andet. For i takt med at maven har fået gedigen vokseværk, så er jeg også ved at forstå, at jeg skal være mor. Snart. Om 4 måneder faktisk. Det er ikke længe. Om 4 måneder forsvinder alt jeg kender - og ind på scenen kommer Spir væltende. Ud af mig. Jeg glæder mig (stadig) til at føde, det bliver sådan en god, stærk og dejlig oplevelse - det er jeg helt sikker på. Men i takt med at jeg vokser, vokser tankemylderet og bekymringerne også. Måske bekymringerne nærmere skifter form. Fra at jeg bekymrede mig om, om Spir ville overleve i min mave, få nok mad, udvikle sig som den skal etc. er bekymringerne gået til:
  • kan jeg finde ud af at være mor?
  • kan jeg finde ud af, hvilken tøjstørrelse den skal have på?
  • kan jeg finde ud af hvor tit jeg skal amme?
  • kan jeg finde ud af at være kone OG mor?
  • kan jeg finde ud af at være nogens veninde mens jeg også skal være mor?
Og - så bekymrer jeg mig om, hvordan jeg kommer til at elske. Jeg skal være mor - jeg skal elske et nyt menneske. Et menneske som jeg slet ikke kender. Og jeg ved godt, at jeg selvfølgelig kommer til, at elske det barn. Det gør man jo. Jeg er også klar over, at man kan blive ramt af fødselsdepression og have svært ved, at mærke kærligheden. Men man vil elske, man kommer til at elske. Det er jeg klar over. Men hvordan? Vil jeg elske nok og vil den kærlighed jeg får til Spir, forsvinde fra den portion som jeg ellers har reserveret til Kristian? Eller til én af mine veninder? Jeg tænker meget over, hvor al den kærlighed kommer fra. Jeg føler at jeg er fyldt med kærlighed, men hvor meget kan jeg rumme? Kan jeg rumme nok til, at mit barn vil føle sig som den mest elskede i hele verden? For det vil jeg så gerne have. Det følte jeg som barn, og jeg føler det endnu. Dét vil jeg gerne give videre. Kommer det bare automatisk? Barn vælter ud (ish), kærligheden følger med? Foregår det sådan? Det er så mærkeligt at jeg skal til, at elske sådan. Jeg elsker jo Kristian og jeg vidste hurtigt, at jeg ville komme til, at elske ham, men det skete jo ikke lige da jeg så ham. Jeg har ikke elsket noget, med det samme - udover mine forældre selvfølgelig. Og nok også min lillebror. Og det skete bare, jeg husker det ikke, fordi jeg var så lille. Nu skal jeg til at elske sådan igen - og sker det automatisk? Elsker jeg allerede? Det føler jeg jo, at jeg gør - men det er svært, for jeg kan jo mærke så lidt, se maven vokse, men jeg kender jo ikke det menneske, som bor i min mave. Kærlighed er en mærkelig størrelse, den største følelse der findes, den følelse som kan gøre størst skade. Nu skal jeg lære den at kende igen. Jeg glæder mig og jeg er samtidig spændt på, om jeg kan finde ud af at elske fuldstændig betingelsesløst, uden hæmninger og med hele mit hjerte. Jeg får nok ikke et valg.