Derfor skiftede vi mening

Det her billede er mit yndlings billede lige nu! Se hvor glad han er! Ej jeg bliver simpelthen så glad hver gang, jeg kigger på det her billede. Vi kunne ikke trække den længere. Vi skal have en dreng - og det har vi vist længe. Jeg har været længe om at finde ud af, om jeg havde lyst til at dele det med dig. Jeg deler så meget og det holder jeg virkelig af, men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan jeg havde det med denne deling. Det er jo "nemt" (for mig) at dele ud af mig selv og mit liv - men mit barns? Det skulle jeg lige finde ud af. Derfor har vi vidst det længe - men vi har holdt det hemmeligt. Jeg lavede dette indlæg, hvor jeg faktisk godt vidste, at vi venter en dreng. Men så mange skrev og spurgte, hvor man kan købe kønsneutralt tøj. Og siderne som jeg anbefaler er også gode! Vi er ikke gået all-in på blåt og andre "drenge" farver, så jeg har købt mange ting i neutrale farver. Men nu kan jeg rette min opmærksom på "drenge"-ting. Hvis jeg overhovedet må bruge dét ord? Det må man vel ikke, i disse tider? Men du ved nok, hvad jeg mener. Kristian har f.eks. købt Lacoste sko til HAM. Og jeg har købt stofbleer med enten kønsneutrale motiver eller i hvid (!), blå, grøn og så videre ud af dén dur. Men det var jo meningen at vi skulle vente. Vente med at se kønnet på vores barn, indtil han/hun kommer ud. Det havde vi sådan set besluttet, på en eller anden måde. Eller, det var nok mest mig egentlig. Kristian ville gerne vide det, men respekterede at jeg gerne ville vente. Argumenterne for at vente var, at jeg gerne ville have at Kristian fik den rolle til fødslen, at tage imod og fortælle mig, hvad vi havde fået. Det hele handler om mig, fordi det er mig som er gravid, min krop der ændrer sig, mit humør der svinger, mig der skal til lægen, mig der skal føde og så videre. Og sådan skal det være - og jeg elsker det, men manden bliver lidt glemt, synes jeg. Derfor ville jeg gerne have, at Kristian fik denne rolle til fødslen. Men ak. Sådan gik det ikke. Og dét er så dejligt! En mandag sad vi i sofaen og jeg kiggede på Kristian og sagde: "Skal vi se kønnet på Spir?". Og han smilede og vi blev enige om, at hvis Moderliv havde tid, så ville vi gøre det. Hvis Spir så lå på en måde, så vi ikke kunne se kønnet, så var det et tegn på, at vi ikke skulle se det. Vi håbede vist begge på, at vi kunne se det. Og det kunne vi. Han er ikke genert, vores lille dreng. Han er det mest nuttede jeg nogensinde har set, han er sød og dejlig og vi elsker ham allerede så højt, at det ikke er til at begribe. Jeg glæder mig sådan til at møde ham! Sådan er der så mange ting, ikke? Jeg har tit tænkt noget, som så bliver noget helt andet. Jeg havde planlagt at flytte til Paris, men så mødte jeg Kristian. Så forsvandt lysten. Jeg havde tænkt at jeg skulle have børn, inden jeg blev 30 år. Dét nåede jeg ikke, og heldigvis for det! Jeg havde tænkt og forestillet mig enormt mange ting, gør det stadig og kommer til det, resten af livet - men det ender sjældent sådan som vi havde tænkt. Og det er okay. Jeg er så glad for, at vi kender kønnet nu. Det har skabt en ro, en tættere relation og lidt mere forståelse for, at jeg rent faktisk skal være mor, lige om lidt. Til en lille, dejlig dreng.