Du kan da ikke være ensom!

Jeg startede med at blogge over for 10 år siden. Dengang skrev jeg om træning og så delte jeg opskrifter. Udelukkende. Jeg delte intet personligt, det gjorde man ikke rigtig dengang. Der havde man ligesom en passion, én interesse - min var sundhed. Det var dengang de første modebloggere så dagens lys. Efter et par år, blev jeg ramt af sorg. Og derefter skrev jeg meget om sorg, krise, om at være ulykkelig og føle sig ensom og alene. Så gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Så skrev jeg også om sorgen over dét, kærestesorg og de voldsomme efterveer, som bruddet bød på. Det er snart 7 år siden, at min lillebror døde. Det er snart 5 år siden, at mit parforhold gik itu. Sommetider virker det som, at det er sket i et helt andet liv. Andre dage kan jeg mærke smerten helt inde i hjertekulen. Det var mange hårde år. Jeg blev voksen, jeg blev i en periode sortseende, jeg mistede i et par år lysten til, at blive gammel. Hvis du har fulgt mig det seneste år, så ved du at lykken igen viste sig for mig. Kristian kom ind i mit liv. Efter et hurtigt swipe, en is og en gåtur og 3-4 gin tonics og et heftigt kys på Nørreport. Han gør mig så lykkelig. Jeg havde ellers forliget mig med tanken om, at jeg aldrig igen skulle føle lykke helt inde i hjertet. Men det kan Kristian. Han kan gøre mig så lykkelig, som jeg ikke troede var muligt. Og nu skal vi snart være forældre. Det er så vildt, at alt det kun er sket på 1 år. Faktisk har vi først været kærester i et år, d.12 oktober. Så nu er det slut med ensomhed? Det bliver jeg ofte spurgt om. "Nu er du ikke længere ensom, du er jo gift og bor sammen med din mand". Og jeg ville da også lyve hvis jeg nu skrev, at ensomheden ikke er trådt mere i baggrunden. Det er den helt klart. Den er slet ikke så altomsluttende, som den var før jeg fik både roomie, kæreste, mand og baby i maven. Men ensomhed er ikke kun for de, som bor alene, ikke har en kæreste og ingen børn har. Det er meget misforstået - men jeg kan godt forstå at det kan se ud som, at man ikke længere kan føle en ensomhed, når man er i et etableret parforhold. Men det er ikke virkeligheden. For mig. Ensomheden har ændret form. Sådan vil jeg beskrive det. Men ensomheden rammer mig, lad mig komme med et par eksempler:
  • når jeg vågner om natten, har ondt på en måde, som jeg ikke plejer at have ondt. Eller måske ikke ondt, men måske bare en underlig, helt ny følelse. Jeg vil ikke vække Kristian, for han skal passe sit arbejde, jeg kender ikke smerten, for jeg har aldrig været så langt i en graviditet før, og jeg ved ikke hvad der er normalt. Der kan jeg godt føle mig ensom, for jeg kan ikke spørge nogen og jeg har så til opgave at "trøste" mig selv, få ro på mig selv og virkelig tænke, at alt er som det skal være.
  • når jeg sidder blandt veninder, som ikke har prøvet at være gravide. Som ikke helt forstår hvad det vil sige, at være gravid. For det aner man ikke, før man er det selv. Jeg har i den grad fået øjnene op for, hvor voldsom rejsen og processen kan være. Hvor meget der sker mentalt, fysisk (!) og hvor meget det er muligt at ændre sig. Jeg går i hvert fald igennem en vild forandring. En forandring som jeg kan lide, men som også er voldsom.
  • når andre ikke kan sætte sig ind i, hvor svært og bekymringsfyldt det kan være, at have været gravid 4 gange, men aldrig være nået så langt som nu. Jordemoderens kommentar da jeg fortalte hende, at jeg jævnligt tjekker mine trusser for blod: "det er også sådan lidt strudseagtigt ikke? At du sidder der med hovedet helt nede i trusserne. Så slap dog af". I øvrigt er jeg ikke udpræget fan af jordemødrene på Hvidovre so far. Eller min tætteste familie, som synes det er fjollet at vi bliver scannet ofte. Dét gør mig både ked af det, og jeg får en følelse af ensomhed. Fordi de ikke forstår hvordan jeg har det, hvor bange jeg er for at der skal se noget uventet.
  • når jeg arbejder hjemmefra, hvilket jeg som oftest gør. Jeg har leget med tanken om, at leje mig ind på en kontorplads, men jeg vil hellere spare pengene og kunne arbejde i nattøj, i sofa og vaske tøj når jeg har en blokade af en art. Sommetider kan jeg godt føle mig ensom. Fordi jeg ikke har kollegaer, som jeg sidder sammen med. Mødes med ved kaffeautomaten. Spiser frokost med. I perioder kan det fylde. Det gør det vist lige nu, for jeg tænker meget over det At jeg savner at vende problematikker, udfordringer, glæder og drømme med andre, som også arbejder med det, som jeg arbejder med.
Ensomhed bliver aldrig et afsluttet kapitel. Ensomhed kan også dukke op, når du er sammen med andre. Selv i et parforhold, med en baby i maven. Det føles måske bare anderledes, end når man er sidder alene i en lejlighed, med et knust hjerte og en følelse af, at ingen elsker dig. Jeg har prøvet begge dele. Ensomhed er en svær størrelse og jeg ved at den vil følge mig hele livet. Ensomhed er ikke farligt, hvis du anerkender dens tilstedeværelse, forsøger at rumme den, mærke den - og kender dine veje og værktøjer til, at dæmpe den. Det er i hvert fald de erfaringer, som jeg har gjort mig. Ensomhed er ligeså naturlig en følelse som vrede, tristhed, glæde er. Den må gerne være der, den må gerne komme på besøg - men du skal selvfølgelig have redskaber til, at komme væk fra den, når du trænger til en pause. Hvornår følte du dig sidst ensom?