Vendingsforsøg og fødsler

Hjemme fra hospitalet igen - dog uden baby. Eller han er jo med, men han er blevet i sit lejemål. Spørgsmålet er bare om han bliver derinde, jeg har mine tvivl. Mandag var vi til planlagt vendingsforsøg, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Dét var en oplevelse. Jeg havde med vilje ikke googlet inden, men fået en masse historier og erfaringer fra jer - fordi jeg fortalte om vendingsforsøget på instagram. Tak for at dele som altid. Mange af beskederne gav mig ro, et par gjorde mig nervøs. Men jeg fokuserede på at være rolig, ikke at blive nervøs eller bange og så vidste jeg, at jeg satte dagsordenen. Jeg kunne sige stop, når jeg ikke ville mere. Dét var rart at gå ind med dén viden. Jeg talte først med en læge og en jordemoder og blev scannet. De skulle være sikre på, at han stadig lå "forkert". Og ganske rigtigt, han lå med hovedet op af mine ribben. Lille bandit. De overvågede også hans hjerte, så vi var sikre på at han havde det godt og ikke blev påvirket af, at jeg skulle have beroligende medicin (nål i lår, du mærker den ikke, måske kun det du får sprøjtet ind, men det var harmløst trods min gedigne nålangst). Efter jeg fik indsprøjtningen gik der 20-25 minutter, hvor de overvågede både ham og jeg. Hans puls faldt en lille smule, men slet ikke hverken unormalt eller bekymrende, han havde det glimrende. Jeg følte at jeg havde drukket et glas champagne på tom mave. Sådan en lille buzz-følelse og en lille smule kvalme. Jeg blev lagt på en måde, hvor min overkrop var tippet lidt ned. Altså hovedet ned af, men det var ikke ubehageligt. Og så gik de ellers i gang. En læge og en jordemoder og to andre stod over mig og Kristian ved hovedgærdet, hvor han holdt mig i hænderne. De knaldede en helvedes masse gele på maven og startede ellers med at få ham skubbet op af mit bækken. Dét var ikke rart, men det gjorde ikke ondt. Efterfølgende forsøgte de at skubbe ham til siden, altså få ham til at lave en kolbøtte. Dét gjorde sgu ondt. Ikke så ondt at jeg ikke kunne være i det, men det var ikke rart. Vi brugte metoderne, som vi har lært af Heidi, og det hjalp meget. Jeg bevarede roen og Kristian gjorde mig tryg. Det lykkedes dog ikke at få flyttet på Spir. Jeg fik et par minutters pause, og de hentede en professor, som er god til at vende og har en høj succesrate. Hun knaldede mere gele på min mave, og gik i gang. Det gjorde ondt. Maven blev most godt og grundigt, stadigvæk med overvågning på Spir, som havde det godt og dét gjorde mig tryg. De prøvede ihærdigt, men uden held. De måtte give op - og jeg kunne heller ikke mere. Så græd jeg. Og rystede. Jeg ryster altid når jeg har været ude for noget ubehageligt. Jeg læste engang at det er ligesom hunde, der ryster sig efter f.eks. en slåskamp. Ligesom for at få rystet den dårlige oplevelse ud af kroppen. Jeg græd og følte at det var dybt uretfærdigt. Jeg gik lige lidt ind i offer-rollen, og det havde jeg brug for. Vi fik et par minutter alene på stuen, hvor Kristian trøstede mig. Så fik vi talt med de søde jordemødre og lægen, og lagt en plan. Jeg er indtil videre "godkendt" til en sædefødsel, som jeg rigtig gerne vil prøve. Der er fuld forståelse for, hvis jeg vælger et kejsersnit, og lægen sagde: "vi dømmer ingen der vælger kejsersnit", og der græd jeg igen. Jeg har aldrig drømt om at gå ned af gulvet i kirken, med min far ved min side og orgelmusik og en masse øjne på mig og min store hvide kjole. Det er ikke fordi at jeg ikke ønsker mig det, men det har aldrig været "en ting" for mig. Jeg har altid drømt om min fødsel. At min mand skal tage imod, at det er en hård, men også en god fødsel. Jeg har altid tænkt at selvfølgelig ville jeg få det. Det har jeg jo drømt om, tænkt på og ønsket mig. Nu ser det anderledes ud, og dét skal jeg lige lande i. "Sådan er det jo at føde, at blive forældre, at blive voksen" har jeg hørt folk sige. Tja. Men jeg skal alligevel lige finde mig selv, i alt det her. Jeg har drømt om vaginal fødsel. Og med vaginal fødsel mener jeg: hovedet først. Ikke sædefødsel, som måske bliver en realitet. Ikke kejsersnit. Men hovedet først. Jeg har slet ikke tænkt, at andet var en mulighed. Jeg har selvfølgelig tænkt at kejsersnit kan blive en mulighed, det kan det jo for alle fødsler, men jeg har ikke tænkt så meget over det. For jeg har tænkt at jeg ville gå efter en vaginal fødsel og så tage et kejsersnit, hvis det blev aktuelt. Nu skal jeg vælge om jeg har lyst til en sædefødsel (og jeg skal have lov af lægerne) og et kejsersnit er tæt på nu, hvor han vender med hovedet op ad. Det kan selvfølgelig være at han vender sig om, men lægerne tror ikke at sandsynligheden er så stor for dét. Efter vendingsforsøget, fik jeg voldsomme plukkeveer. Først 6 timer efter, mens jeg lå i sengen. De var så voldsomme, at jeg ikke kunne være i dem og Kristian kunne ikke rigtig komme i kontakt med mig. Så vi ringede til Hvidovre og kom ind akut. De var så søde og indlagde mig natten over, så de kunne holde øje med Spir og jeg. Jeg fik endda en enestue og Kristian fik muligheden for, at overnatte sammen med mig. Dagen efter blev jeg igen undersøgt og vi havde det stadig godt, trods mange plukkeveer. Som jeg stadig har mange af i dag. Derfor sidder jeg også i sofaen i dag, og foretager mig så lidt som muligt. Så status pt: vi skal tale med lægen mandag og finde ud af, hvad planen er. Om vi går efter en sædefødsel, får lov og overhovedet kan - det vil vise sig. Før at man får lov til en sædefødsel, skal flere ting opfyldes. Først skal læger og jordmødre give lov og føle sig trygge. Jeg skal gå i gang af mig selv, og må derfor ikke sættes i gang. Han skal lægge på en bestemt måde, så altså numsen i mit bækken og ikke med f.eks. tæerne nederst. Han skal have det godt, jeg skal åbne mig godt og have en god proces, hele fødslen igennem. Der er risici ved en sædefødsel, som ved alle andre fødsler. Vi bliver klogere på mandag - og så må vi finde ud af, hvad vi gør. Jeg er ikke sikker nu, men hælder til at forsøge mig med en sædefødsel, hvis alt går op i en højere enhed. Men ellers bliver det kejsersnit. Heidi har givet et værktøj til Kristian og jeg, som vi brugte i mandags. Vi kalder det for Målfoto. Vores målfoto er ikke en smuk fødsel. Vores målfoto forestiller Kristian og jeg, i vores seng, i vores nye soveværelse, med Spir i midten. Og pandekager og kaffe. Når jeg tænker på dét, så bliver jeg rolig. Dét er målet. Ikke fødslen. Den er et skridt på vejen, en del af processen. Målet er en sund, dejlig, lille dreng. Og han er her inden længe. Han ankommer som han nu gør, målet er at have ham i vores arme og kysse og kramme ham. Og det vil ske. Uanset hvilken vej han kommer ud.