3 uger som mor

Det gik slet ikke som jeg havde troet. Velkommen til mor-livet, I guess. Men også rent arbejdsmæssigt. Jeg havde planlagt at jeg ville skrive en masse indlæg, som kunne udkomme mens jeg er i denne barsels-boble. Men pludselig gik det hele så stærkt. Jeg synes at jeg var gravid i uendelig lang tid, samtidig gik det virkelig stærkt. Særligt slutspurten. Nu er jeg mor og har været det i 23 dage. Det er for vildt. Det er slet ikke som jeg troede, og så alligevel. Hormonerne har lagt sig, hvilket er befriende. Det var som at være teenager igen - bare gange med 329 og så med en følelse af PMS oveni. Vanvittigt. Jeg græd meget de første par dage, hvis ikke uger. Igår græd jeg slet ikke - og det er jeg vældig glad for. Kristian og jeg er landet mere i vores nye roller. Vi har fundet hinanden mere i det, vi har lært vores dreng mere at kende. Vi har det godt, vi har det faktisk rigtig godt - og vigtigst af alt: vores lille dejlige, elskede dreng har det fantastisk og stortrives. Vi har netop haft besøg af sundhedsplejersken, som er så sød og som synes at vi klarer det så godt og sagde: "han kan jo ikke have det bedre". Jeg er overrumlet af kærligheden til ham, til Kristian, til vores nye liv. Det er hårdt, det er svært, jeg er usikker, jeg kan have mange bekymringer, men mest af alt så er jeg rolig, jeg stoler på mig selv i det her og jeg er lykkelig. Og det giver jeg jo videre til min lille familie. Jeg vil ikke skrive om fødslen nu. Jeg ved godt at mange af jer venter spændt. Jeg får dagligt mange beskeder hvor i efterlyser min beretning. Grunden til at jeg ikke har skrevet om det før - og heller ikke gør det nu er, at jeg lige skal finde ud af, hvad jeg har lyst til at dele. Det er mærkeligt - for jeg deler jo som regel det meste. Det er jo ikke alt som ender sort på hvidt her på min blog - men meget gør. Fordi det omhandler mig selv. Nu handler det også om min dreng, om Kristian. Jeg kan mærke at jeg lige skal finde ud af, hvad jeg har lyst til at dele. Jeg kommer til at dele, hvordan fødslen gik og dagene efter. Men ordene har ikke skrevet sig selv endnu, og det plejer de altid at gøre i mit hoved, inden jeg skriver et indlæg. Det var den største oplevelse i mit liv. Og jeg vil gerne skrive om den, skrive om dagene før og efter, hvordan fødslen gik i gang, hvilke følelser der gik igennem mig, hvordan det var at se ham for første gang. Jeg vil rigtig gerne dele hans vægt, hvor lang han var og hans navn. For han har et navn nu, det har han haft længe, men jeg er ikke klar. Måske bliver jeg det imorgen, om en uge eller i februar. Jeg har svært ved at forklare, hvad der gør at jeg skal bruge lidt tid. Jeg tror det handler om, at jeg gerne vil beskytte ham og os. Jeg har været i det her show i over 10 år. Jeg er vant til, at andre har en mening om mig. En mening om hvordan jeg ser ud, hvordan jeg træner, hvordan jeg er veninde, datter, hvordan jeg skriver, hvor dårlig jeg er til at sætte kommaer, hvordan jeg var som single, kæreste og nu kone. Jeg har vænnet mig til at nogen har et behov for, at skrive grimme ting om og til mig. Jeg har lært, at alle ikke kan holde af mig og det ikke er min opgave at få dem til det. Og at det er okay. Jeg har lært at have teflon på, ikke at bruge alt for meget tid på, når jeg får negative beskeder. Men nu er jeg ny. Nu har jeg fået en ny rolle - nu er jeg mor. Rollen er helt ny, jeg har ikke meget erfaring og jeg har slet ingen teflon. Det skal jeg lige have, før jeg har lyst til at dele ud af min dreng. Det er nok i virkeligheden dét, som det handler om. Der gik også et stykke tid, før jeg havde lyst til at dele Kristian. Jeg skulle lige mærke efter, føle det var rigtigt. Ikke om han var rigtig, for det var jeg ikke længe om at mærke at han var (og er), men jeg skulle mærke følelsen af, at jeg var klar til at dele ham, fordi jeg hvilede så meget i det - og derfor var ligeglad med andres mening. Jeg har været vant til at dele rigtig mange ting med dig - og det vil jeg blive ved med. Jeg kan ikke gøre det her på andre måder, jeg vil ikke være anderledes. Men lige pludselig er det ikke mig selv, som jeg skal dele ud af, men min søn. Og jeg vil gerne dele ham, og jeg deler ham også allerede, men det skal foregå i et andet tempo, end dengang jeg f.eks. delte min kærestesorg, hvor jeg oftest skrev mens jeg var i følelsernes vold. Jeg ved ikke om mit skriv giver mening. Jeg havde bare sådan lyst til at skrive det. Jeg forstår godt hvis du læser det og tænker: "hvorfor kan du ikke bare skrive hans vægt". Det ville jeg tænke, hvis jeg læste med på en blog og afsenderen skrev sådan. Jeg ville nok også tænke "så spændende er den vægt heller ikke". Og det er sgu ikke fordi vægten er hemmelig, faktisk kan jeg ikke huske den helt nøjagtigt, men det er mere det med at dele, som jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg gør. Og hvordan Kristian og jeg gør, for det er noget som vi taler dagligt om - og som vi lige skal finde vores vej i. Og garanteret noget, som vil ændre sig løbende. Med det skrevet - så glæder jeg mig enormt til at dele min fødsel med dig. Hvis du orker at læse sådan noget. Jeg har aldrig læst andres fødselsberetninger. Men pludselig er det noget af det største og det vildeste jeg har gjort. Det slog sgu at rejse alene til Australien, hoppe i faldskærm og rejse til Costa Rica for at surfe, når jeg nu er så angst for hajer. Alt det jeg gjorde før jeg fødte - det er barnemad. Det kan i hvert fald ikke sammenlignes. Jeg glæder mig til at dele det og få det skrevet ned. Lige nu skal jeg lige finde mig selv i det her, nyde min dreng, min mand og boblen, som jeg stortrives i. Tak fordi i er så interesserede, nysgerrige og kærlige - alle de beskeder jeg har fået, betyder så meget for mig. Jeg har ikke svaret på så mange af dem endnu, men det skal jeg nok få gjort. Jeg vil i hvert fald gøre et hæderligt forsøg. Jeg håber i øvrigt at du har haft en rigtig dejlig jul <3