Et helt andet sted

Jeg er ikke tilfreds. Men det er okay. For sådan er det lige nu, sådan ser det altså ud. Jeg er heller ikke helt tilfreds med billedet, jeg fik vist rystet lidt på hånden, måske på grund af dagens emne: Det skal handle om min krop. Og det skal handle om ikke at være tilfreds. For jeg er ikke tilfreds med min krop som den ser ud nu. Og det er længe, længe siden at jeg har haft det dårligt med min krop. For det har jeg lige nu, jeg har det dårligt med min krop. Og inden det bliver for alvorligt - når jeg kigger på min dejlige, elskede søn som lige nu sover ved min side, så er det jo ligegyldigt for mig at min mave ikke længere er, som den var. Og jeg ved godt at jeg lige har været højgravid og at min mave har vokset i 9 måneder. Og rummet en baby. Og været igennem et kejsersnit. Det er ikke så lidt den krop har været igennem, det sidste år. Jeg er stolt af den, jeg er stolt af at min krop kunne lave et menneske og jeg er stolt af min fødsel. Rationelt kan jeg nemt sige til mig selv, at det sku da ville være mærkeligt hvis min krop lignede sig selv. Men alligevel fylder det for mig. Og jeg tror ikke at det er noget, som vi snakker så højt om. For må man egentlig gerne være lidt ked af sin krop, når man lige har født et totalt lækkert og vidunderligt ønskebarn? Gu' fanden må man så. Man må i hvert fald herinde, på min blog. Jeg var rigtig ked af min krop, da jeg var yngre. Faktisk holdt jeg først rigtig af min krop, da jeg havde overlevet min brors død. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det jo var hamrende ligegyldigt hvordan jeg så ud, så længe at jeg var glad. Den tankegang fik mig til at holde af min krop, mere og mere - dag for dag. For når nogen dør, nogen som du elsker ubetinget og meget højt, så er strækmærker, appelsinhud og skæve tænder pludselig latterlige detaljer. Så hvorfor kan jeg ikke "bare" tænke sådan igen? Jeg ved ikke helt hvad det handler om. For jeg ville gøre det igen og jeg gør det forhåbentlig igen - bliver gravid altså. Jeg elsker Alfred og vores nye liv som forældre, mit nye liv som mor. Jeg elsker at være mor. For mig er det to forskellige ting: at være mor og så hvordan jeg har det med og i min krop. Som teenager og helt ung ændrede min krop sig. Men den udvikling gik over et par år. Min graviditet tog 9 måneder og langsomt ændrede min krop sig under graviditeten for til sidst at være højgravid. Men på under en time gik jeg fra at være højgravid, til at være mor. Maven er slap, mine hofter er bredere, min talje er bredere, min fysiske styrke er virkelig et helt andet sted, end jeg har været vant til i mange år. Og SELVFØLGELIG er tingene som de er. For jeg er lige blevet mor og jeg har lige været gravid og jeg har ikke kunne træne, som jeg ellers har gjort i over 10 år. Men jeg er bare ked af det, som jeg ser i spejlet. Jeg føler mig ikke længere tilpas ved at gå nøgen rundt. Jeg kan ikke lide når Kristian ser min nøgne krop. Men jeg ved at det ikke hjælper at gemme min krop væk. Så jeg går nøgen rundt og Kristian ser mig nøgen. For det er sådan jeg ser ud. Og han elsker mig ikke mindre, fordi min krop har ændret sig. Og jeg ved også at jeg bliver bedre til, at hvile i min krop, hvis jeg ser hvordan den ser ud, i stedet for at gemme den og mig selv væk. Men det er svært. Jeg var så glad for min krop før, jeg hvilede virkelig i den. Det havde jeg knoklet for at kunne. Det skal jeg lige genskabe og jeg skal lige lære at holde af min krop, som den er nu. Det er forbundet med en snert af dårlig samvittighed at skrive dette. Lige nu strækker Alfred sig ved min side. Han er begyndt at grine og han griner meget. Når jeg kigger på hans smukke ansigt og søde små kinder, så kan jeg mærke at det jo egentlig ikke betyder noget. Det er jo bare en krop. Det er så nemt at skrive, så nemt at sige. Men jeg kan mærke at det fylder og jeg er ked af min krop lige nu. Det varer ikke evigt, for det gør intet. Men lige nu gør det og det må det egentlig også gerne. Det er nok en del af rejsen, det er i hvert fald en del af min. Kender du det? Del endelig i kommentarfeltet. Jeg tror at jeg har brug for at læse og se, at jeg ikke er alene med disse tanker.