Der er meget jeg kan, men også noget jeg ikke kan

Billedet illustrerer noget som jeg heller ikke er god til - at få taget billeder. Jeg bliver sgu altid akavet, når jeg skal have taget billeder. Mærkeligt nok, for jeg har jo gjort det her i mange år. Levet af min blog i over 3 år, men jeg bliver stadig genert. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Derfor vasen. Billedet er fra igår, hvor Kristian lærte mig noget nyt, eller forsøgte i hvert fald. Jeg er enormt dårlig til at sige fra eller bare sige noget, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Og det har jeg følt i et par uger efterhånden. For ikke at hænge nogen ud, så skriver jeg ikke hvad der konkret er sket (ja, irriterende!), men der er opstået 2 situationer, hvor jeg virkelig føler mig dårligt behandlet. Ikke af mennesker som jeg kender personligt og som er i mit liv, heldigvis, men af et par mennesker som jeg har haft inde i mit hjem, fordi de skulle lave noget for os. Jeg har gået og brokket mig til Kristian over situationerne. Det har muret nede i maven, fordi jeg ikke fik sagt fra eller fik sagt noget overhovedet. Kender du det? Særligt når jeg står i badet, tænker jeg på det. Måske fordi det er et af de eneste steder, hvor jeg bare er mig selv. Så har jeg stået der i badet, grov-masseret shampoo ind i hovedbunden og blevet mere og mere hidsig over situationerne. Og vred på de mennesker, som åbenbart ikke kan regne ud, at jeg er skide sur på dem - men bare ikke har fået det sagt. Igår blev det for meget. Kristian og jeg talte (igen) om de to irritationsmomenter - og Kristian opfordrede mig til, at jeg gjorde noget ved det. Hvad havde jeg at miste? At de ikke ville kunne lide mig. Det er det, det handler om. Jeg vil så gerne have at folk kan lide mig og at jeg giver god energi til folk. Men de gav mig dårlig energi - så derfor måtte jeg lukke luft ud. Og tage chancen - for hvad så hvis de ender med ikke at kunne lide mig? Jeg skal jo ikke "bruge" dem i mit liv. Det er hverken veninder, kollegaer, familie eller andre, som betyder noget for mig. Derfor satte jeg mig ned og åbnede min computer - og så skrev jeg to mails. Én til dem hver. Kristian sad ved siden af mig, og hjalp. De skulle nemlig ikke være grove - det var ikke meningen. Men jeg havde brug for at fortælle dem hver især, hvad jeg tænkte om vores møde og samarbejde. Hvad de havde givet mig af følelser og dårlig energi. Kristian er god til at skrive gode, velformulerede og ordentlige mails - og han læste igennem og hjalp mig med, at jeg fik det ud som jeg havde brug for, men også på en god måde. Og jeg fik trykket "send". Og så skete det mest fantastiske! Jeg mærkede at alle de dumme følelser og vrede, forlod min krop. Det var som at få taget en tung sten ud af rygsækken. Jeg havde fået fortalt hvordan jeg havde det - og jeg kunne mærke at jeg egentlig var ligeglad med, hvordan det blev modtaget og hvordan der blev reageret på mine mails. Det vigtigste var at få det ud. Hold op hvor det lettede! Sådan helt vildt. Og det er jo ikke første gang, at jeg har denne oplevelse og erfaring. Jeg har altid haft svært ved, at sige fra og råbe højt, hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Men jeg kan mærke at efter at jeg er blevet mor, er blevet vigtigt for mig, at jeg viser Alfred at man altid må sige fra, så længe at man gør det på en ordentlig måde. At man ikke skal finde sig i hvad som helst. At det er skide vigtigt at kende sine grænser og mærke efter - og at en følelse aldrig kan være forkert. Man kan selvfølgelig være for nærtagende i perioder, hvor andre ting i ens liv presser på. Men du kan ikke få en forkert følelse, men selvfølgelig opfatte tingene "forkert". Det var så rar en oplevelse at få sagt fra. Jeg har stadig en følelse af, at være sej - fordi det er så svært for mig. Jeg håber at jeg bliver ved med at øve mig og ellers har Kristian lovet mig at hjælpe. Jeg vil gerne blive endnu bedre og måske en dag at jeg kan sige fra i situationen, så det ikke når at mure i min mave i lang tid. Det er spild af tid! Kender du det? Har du det på samme måde og hvordan tackler du det? Del meget gerne i kommentarfeltet, det er så rart at læse at jeg ikke er alene!