Kom nu bare videre

Sorg. Engang handlede alt på min blog om sorg - engang var sorg det, som fyldte mig. Jeg havde et par år, som var rigtig svære. Jeg havde et par år hvor sorgen fyldte det meste, og hvor jeg ikke var glad for livet. Det var selvsagt hårdt og mørkt og jeg ønsker aldrig at komme derhen igen, hvor jeg skal føle så stærk en sorg. Nu er jeg et andet sted, nu er jeg faktisk lykkelig. Men trods de lykkelige omstændigheder, så kan jeg stadigvæk huske smerten og alt det mørke, som jeg sloges med i årevis. Sommetider er jeg glad for at jeg har sørget og følt smerte, for jeg tror at det gør at jeg i den grad er i stand til at føle det modsatte - nemlig glæde og lykke. Da jeg var i sorg og i krise, da kærestesorgen og tabet over min lillebror var altomsluttende, så ville min omgangskreds så gerne have, at jeg kom videre. Kom i gang med livet igen, kom over sorgen, tabet og savnet og igen levede som jeg plejede. Det var umuligt og det var også et pres - for jeg hverken kunne eller ville videre. Jeg havde brug for at sørge, jeg havde brug for at være i krise - jeg kunne ikke andet. Der er forskel på sorg og kompliceret sorg. Kompliceret sorg defineres ved, at være en vedvarende sorglidelse. Jeg forstår det således, som er være sorg som fylder alt, i lang tid og påvirker alle aspekter af dit liv. Dit liv går i stå. Jeg så engang en udsendelse med en kvinde, som havde mistet sit barn. Helt forfærdeligt. Under udsendelsen troede jeg, at det lige var sket, for kvinden var helt lammet af sorg, hans værelse stod helt urørt og hun græd og græd og kunne ikke gå på arbejde. Jeg forstod hende, for jeg har set mine forældre miste et barn - det er det værste som kan overgå et menneske. Langsomt gik det op for mig, at kvinden havde mistet for 7 år siden. Hendes liv var gået helt i stå. Hun identificerede sig med sorgen og at være moderen til et dødt barn. Hun kunne ingenting, hun sad bare i sin lejlighed og dyrkede sorgen (ud fra mit perspektiv). Dét er kompliceret sorg - i min optik. Jeg sørger stadig over, at have mistet min bror. Det vil jeg gøre til evig tid. Men mit liv er ikke gået i stå. Jeg sørgede "aktivt" i et par år. De værste år i mit liv. De år i mit liv, hvor jeg på de mørkeste dage helst ville sove og aldrig vågne igen. Pludselig fandt jeg ud af, at jeg dyrkede sorgen og at mit liv var gået i stå. Pludselig gik det op for mig, at jeg var den eneste som kunne ændre det. Så det gjorde jeg. Ikke over natten, men langsomt. Jeg ville ikke længere identificere mig med sorgen og være "den levende søster". Jeg ville være Matilde igen - med sorgen, men også med glæden og alle de andre ting, som jeg rummer. Der er ingen som kan eller skal bestemme, hvor længe du skal sørge. Jeg skriver med mange af jer, som står i sorgen lige nu. Det kan være sorgen over parforholdet, som gik itu. Sorgen over at have aborteret, mistet en god veninde, måske den bedste veninde. Sorgen over at måtte droppe drømmeuddannelsen og ikke have en "plan". Sorg kommer i mange forklædninger, hvad der er sorg for mig, er ikke nødvendigvis sorg for dig. I de år hvor jeg sørgede aktivt og hvor mit liv mere eller mindre var gået i stå, sagde flere i min omgangskreds at jeg skulle komme videre. Du kommer ikke videre i en sorg, du kommer igennem en sorg. Jeg havde brug for at sørge, så jeg tog mig tid. Jeg har skrevet om det flere gange, for det er så vigtigt. Vi lever i et samfund, hvor vi helst skal have det godt - har vi ikke det, så skal vi gerne gemme det væk og rode rundt med det på egen hånd. Du må gerne vise din sorg - faktisk kan det lindre at vise den frem. Så kan du selv kigge på den - og andre omkring dig kan se den og måske forstå dig. Jeg skrev med en pige i sidste uge. Hun står i sit livs værste krise. Hendes veninder og forældre ville gerne have, at hun tog sig sammen og kom videre. Tid kan ikke definere sorg. Et parforhold på et par måneder, kan sagtens afføde et års sorg. Andre kan og skal aldrig bestemme, hvor længe du skal sørge. Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor du skal vælge livet til, måske med professionel hjælp. Men sorg er som udgangspunkt ikke farligt, sorg er en grundfølelse og en følelse som gerne må være her. Den er modbydelig, kan føles fysisk, være altødelæggende og rumme kaos, men den må gerne være der. Den er ikke behagelig, men sådan er livet. Da jeg var i sorg ønskede jeg tit, at jeg boede i et land med en kultur hvor sørgebind er noget man tager på, når man er i sorg. Jeg havde brug for at folk kunne se, at jeg lige skulle passes lidt på. Lidt ligesom når man er ny i trafikken. Der er ingen som hverken kan eller skal bestemme, hvad du må sørge over. Og hvor længe. Du må gerne græde snot over ham den søde som du datede i 7 uger, du må gerne hulke over at du alligevel ikke skal være sygeplejerske og du må gerne græde og høre Sam Smith og Adele og have ondt af dig selv. Ikke for evigt. Men du må godt. Jeg dyrkede min sorg heftigt i 2 år. Jeg drak vin, hørte de førnævnte kunstnere og kan stadigvæk alle deres tekster (virkelig, dem alle), og jeg havde brug for at sørge og pille navle og have skide ondt af mig selv. Indtil jeg ikke længere havde brug for det. Indtil at jeg var klar til, at vælge livet til igen. Du er aldrig alene <3