10 ting du kan gøre lige nu

hvis du gerne vil holde mere af dig selv - lige som du er. Det er en af de ting som jeg oftest bliver spurgt ind til. Hvordan jeg har lært at holde af min krop, lige præcis som den er. Hvis du har læst med her ofte ved du, at jeg har kæmpet. Ligesom de fleste andre, formoder jeg. Jeg har været indendørs mester i selvhad flere år i træk. Det tog jeg en beslutning om at droppe, da jeg mistede min lillebror. Ikke sådan over natten, det var en del af sorgbearbejdelsen. Pludselig virkede det fjollet og enormt selvoptaget at gå op i strækmærker på røven, om jeg nu også "var for meget" og hvorfor jeg ikke havde fået bare 4 centimeter længere stænger ved fødslen. Tingene blev sat i et (sundt) perspektiv. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan have dage og perioder, hvor lysten til at vinde mesterskab i selvhad igen dukker frem. Det handler ofte om noget helt andet, når jeg er ked af min krop. Det handler typisk om, at jeg ikke har haft tid til at træne, hvilket er én af de ting som giver mig en følelse af at være god nok. Det kan også handle om at tingene er lidt pressede, at jeg mangler at få styr på noget - enten i en relation eller med mig selv. Det kan også handle om at jeg går og bekymrer mig. Rod på øverste etage udmunder sig ofte i at jeg får svært ved at kigge på mig selv nøgen. Det er meget rart at vide, for så ved jeg også hvordan jeg skal gå til det. Men altså. Hvordan? For hvis opskriften er at miste et menneske som du elsker ubetinget og har meget nært, så vil alle nok hellere hade de strækmærker til deres dages ende. Det ville jeg i hvert fald altid vælge. Så dét kan jeg ikke give videre. Jeg kan ikke give en livskrise og dertilhørende evig sorg videre. Men jeg vil så gerne give det videre. Og derfor har jeg lavet en hurtig liste over de ting, som du kan gøre lige nu. Lige inden du smutter ud af døren og tager i skole eller på job. I øvrigt har jeg fået enormt mange beskeder fra jer som lige er startet på en uddannelse. Jeg tror usikkerheden og nervøsiteten og angsten for "ikke at passe ind" fylder rigtig meget for rigtig mange lige nu. Og vid at det er okay. Vi har alle været der. Jeg husker det tydeligt. Første dag på gym. Tøjet nøje udvalgt, makeup lagt i mange lag, kjolen strøget og sved i armhulerne. Jeg gik på broen over stationen i Hillerød (hvis du er bekendt med det sted). Der var mange som gik der sammen, de fleste sagde ingenting af frygt for at sige noget forkert. Og så skete det. Misæren. Fadæsen. Et af de mest pinlige øjeblikke i mit liv - og et øjeblik som jeg dengang var overbevist om ville ødelægge mit liv. Et vindpust af dimensioner sneg sig ind under mig og greb min kjole og som den forræder den var - blæste den det tynde stof højt op. Mens min røv og trusser (og bind MED vinger) blev flashet på broen fuld af elever. Fuck. Nå. Jeg overlevede og havde en okay tid på gym. Det var hårdt og det var en tid hvor jeg virkelig pillede navle og var enormt selvoptaget. Det skal man være i den alder! Hvis du står der nu, så bare slap af og nyd det. Og forsøg at være lige som du er. Det er meget sjovere (og nemmere) end at prøve at være en anden. Men tilbage til listen. Se den som en metode til lige at få lidt peps inden afgang. Sådan en som gør at du lige sænker skuldrene, trækker vejret, får spist noget morgenmad og går ud af døren som den chef du er. Jeg tog i skole dagen efter røv-med-bind-gate. You can do it: (alle punkter skal ikke gennemgås, tag de som giver mening og som du kan nå).
  1. Se filmen "Little Miss Sunshine"
  2. Lyt til "I want to break free" med Queen. Skru op og føl teksten. Og hvis du kender til Freddie, så skab lidt Freddie attitude samtidig. Han var pisse ligeglad med, hvad andre tænkte om ham og dét smitter altid af på mig når jeg lytter til hans musik.
  3. FIX dit feed. Kig på hvem du følger på instagram og andre sociale medier og grov sorter. HVEM giver dig en følelse af at være okay og hvem giver dig den modsatte følelse? Find profiler som ligner dig rent kropsmæssigt. Det har jeg selv stor glæde af. Det giver også inspiration til hvordan jeg kan klæde mig. Jeg skal ikke have mit feed fyldt op med kvinder som er langt fra mig kropsmæssigt. Det har jeg erfaret gør mig usikker og ked af det. Du starter og slutter dagen med at kigge på din skærm. Gør det så godt som muligt, så dejligt som muligt og skab et sted hvor du kan slappe af, føle dig god nok og ikke et sted hvor du kan sammenligne, banke dig selv oven i hovedet og føle dig utilstrækkelig. Gør dit feed til et rart sted at være.
  4. lav en playliste som er målrettet til at få dig på bedre tanker. Jeg har flere: "kom nu", "du er lige som du skal være" og "fuck nu dem" (kunne være mere raffineret, nuvel). Så sætter jeg dem på og klæder mig på (eller høre dem med klapvognen i hænderne) og forsøger at owne lortet.
  5. send dit outfit til dine veninder - mon ikke de vil skrive søde og opmuntrende beskeder tilbage? Det ville jeg gøre hvis jeg fik en outfit-snap af min veninde.
  6. tag læbestift på. Jeg er så dårlig til at bruge læbestift..ja makeup generelt. Jeg bruger ganske lidt, men læbestift kan altså noget. Jeg føler mig altid bad ass og karriereagtigt og arilyn Monroe agtig.
  7. jeg forsøger at huske mig selv på at der findes dårlige dage, men at jeg ikke har et dårligt liv. Der findes og dårlige (og lange) perioder, men intet varer evigt. Måske jeg er usikker fordi jeg har en bums, føler at tøjet strammer eller har fået det forkerte ben ud af sengen (typisk fordi jeg har sovet for lidt..) eller en helt anden grund. Men det er bare en dårlig dag og der er en ny i morgen.
  8. hav et "safe outfit", altså et outfit som altid går, som du altid føler dig tilpas i, et outfit som du har det godt i. Tag det på og knald musik i ørerne og gå ud af døren som ejede du gaden. Mit safe outfit er en kjole. Den er pæn med en cardigan men også uden. Klipklappere men også støvler. Så tager jeg den på, så er der ikke så meget pis. Den er rar at have på og jeg føler mig pæn i den og så kan dagen bare komme an. Sommetider er dagen mega lang og uoverskuelig, men jeg føler mig i de
  9. læs det her indlæg. Min kloge mor sagde de ord for mange år siden, de bor hos mig endnu. For hun har ret. Når du snubler på gaden så bliver du måske pinligt berørt - men prøv at vende den om. Når DU ser en snuble griner du måske lidt, trækker på smilebåndet, men hvor hurtigt glemmer du det? På mindre end 5 minutter ikke? Folk har nok i sig selv.
  10. Livet er kort. Du er som du er, det er svært at lave det om. Altså du kan jo betale dig fra meget, du kan træne og alt det der. Men uanset hvordan du ser ud, så vil du have de dage, hvor selvtilliden ikke er høj og hvor du måske har svært ved at komme ud af døren.
Har du flere bud? Jeg fik så mange på instagram, skriv dem meget gerne her!