Bananbrød

 image1 (2)

Bananoverload! Jeg fryser altid mine bananer ned, hvis de er ved at være overmodne og jeg kan se, at jeg ikke kan nå at få dem spist. Jeg laver ofte bananis eller bruger de frosne bananer i smoothies, brød eller grød. Ofte er fryseren fuld af bananer og så bager jeg et bananbrød. Det bliver til et lækkert, sprødt, sødt bananbrød, som egner sig fantastisk til eftermiddags kaffen (kæft jeg lyder gammel), som en lille madpakke-dessert, med smør, marmelade eller bare som det er - det er nok i sig selv! Du skal bruge:
  • 4 modne bananer,
  • 100 gram speltmel,
  • 100 gram grahamsmel,
  • 50 gram rugmel,
  • et nip salt,
  • 1 tsk. bagepulver,
  • 1 tsk. vaniljepulver,
  • 3 tsk. kanel (gerne mere hvis du elsker kanel!),
  • 1 æg,
  • 2 spiseskeer olie (jeg brugte olivenolie),
  • 3 spiseskeer honning,
  • 50-70 gram mørk, hakket chokolade med en høj kakaoprocent, jo højere procent, jo mindre sukker.
Mos bananerne med en gaffel og bland dem med vanilje, kanel, æg, olie og honning. Rør forsigtigt mel, salt, bagepulver i og tilsæt chokoladen. Bag brødet i en smurt/beklædt (rugbrøds)form i omkring 50-55 minutter ved 180 grader (jeg brugte almindelig varme). Lad endelig brødet køle helt af, før du skærer i det! Det er svært at vente, men det er ventetiden værd! Opbevar brødet tørt og mørk, så længe du har det (hvilket ikke var længe herhjemme..) Fungerer forresten udemærket på brunch bordet!