Jeg drysser med sukker

Inspirational-Movie-Pay-It-Forward-Cover

Ja det bliver nok et lidt peace, love and harmony kind of indlæg. Men. Jeg har virkelig tænkt over det her længe. Det er især efter at jeg er flyttet til byen, at mine tanker tit har været omkring alt det her "giv det videre".

Hvad mener jeg? Tja. Jeg elsker at få komplimenter. Sådan har vi det nok alle sammen. Komplimenter som kommer fra hjertet kan virkelig booste min dag og mit selvværd. Det kommer selvfølgelig an på, hvem der giver det. Klokken 4.30 natten til søndag hvor en charmerende, men dog ret fuld mand hvisker/spytter i mit øre at jeg bare er for lækker og om jeg lige skal med hjem - det er da sødt, men jeg sætter nu mere pris på hvis en fremmede stopper mig i toget og komplimenterer mit tøj, hår eller min hat. Ædru vel at mærke. Og fordi en kompliment virkelig kan gøre min dag bedre tænker jeg, at det skal jeg sku' være med til at give videre. Derfor har jeg de sidste par uger haft dét på min to-do liste. Hver eneste dag skal jeg give en kompliment til en. Det kan være en veninde, min mor, min kollega eller hende der står nede i kiosken. Nu er det ikke sådan at jeg bare kaster rundt med tomme komplimenter - jeg mener dem skam. Der er så mange tidspunkter på dagen hvor jeg tænker noget pænt om andre, og hvorfor ikke sige det til dem?

Det kan godt være grænseoverskridende, men jeg har endnu ikke oplevet at nogle af dem som jeg har komplimenteret er blevet sure eller stødt. Tværtimod. Jeg oplever at de smiler og bliver glade. Og det giver altså også noget til mig selv. Jeg bliver selv glad af, at give komplimenter.

Jeg så forleden et virkelig sødt, ældre ægtepar som gik hånd i hånd. De var begge virkelig flotte klædt, som taget ud af Mad Men. Jeg stoppede op, kiggede på dem og sagde at de virkelig klædte hinanden. De begyndte at grine, sådan helt ungdommeligt og kvinden krammede mig. Deres glæde over at jeg sagde hvad jeg tænkte om dem, det gjorde også mig glad. Jeg smilede resten af turen hjem.

Jeg kan godt læse at det her indlæg er lidt "højt flyvende" - og det må du gerne mene om det. Men tænk alligevel over det. Hvad er det bedste kompliment du nogensinde har fået? Hvad gjorde det ved dig? Du blev glad, ikk'? Giv det videre ❤