Om at være i kærestesorg ♡

208550_1039914110596_5086_n

Blogindlægget her kommer muligvis til bære præg af både selvmedlidenhed, selvynk og måske er jeg også alt for ærlig. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at skrive det. Min kæreste og jeg er gået fra hinanden og han er flyttet. Det er foregået og foregår stadig i en nogenlunde pæn og ordentlig tone, selvom jeg godt kan have svært ved det til tider. Det med at dele møbler og økonomi er bare fucking mærkeligt efter 7 år sammen. Dagene går egentlig okay: jeg står op, kommer igennem mine morgenrutiner, tager på job, træner og ses med mine veninder og familie, går en del i byen i weekenderne, drikker lidt for meget vin. Men når jeg kommer hjem efter en lang dag, har været i bad og sidder i min stol eller i min seng (har ikke andre møbler tilbage) så rammer det mig med 200 kilometer i timen: Ensomheden. Desperationen. Tristheden. Ærgelsen. Vreden. Sorgen. Jeg sagde følgende til min mor forleden: De første 25 år af mit liv var fremragende. Jeg havde "sorger" og kriser som alle andre, kærestesorger, en kassekredit som konstant var i minus, fik en uddannelse som krævede min fulde koncentration, mødte mærkelige mennesker som gjorde mig ked af det, var (særligt) usikker som teenager og alt det der som alle skal igennem. Men. Jeg vidste jo i virkeligheden intet til hvad sorg og krise var. For så: Jeg mistede min lillebror på helt forfærdelig vis og min kærlighed igennem 7 år blev knust og forsvandt. Jeg kan slet ikke sammenligne de to episoder i mit liv - men så alligevel kan jeg. For det er kærlighed som er blevet taget fra mig. Jeg har ikke længere mulighed for at give min lillebror kærlighed og nu kan jeg heller ikke give min kæreste kærlighed. For min lillebror er død. Og min kæreste er ikke længere min. Jeg ved at jeg kan klare det her, komme igennem det. Men jeg synes det er hårdt og jeg er ked af det på mine egne vegne. At livet og 20'erne er så hårde ved mig - for det synes jeg sku' at de er. Samtidig rummer mit liv også enormt mange dejlige og fantastiske elementer. Jeg har min familie, mine veninder, min træning, bloggen, jeg er ved at skrive en bog, jeg er sund og rask, jeg har mange grunde til at smile. Nogle dage er det bare som om at de ting ikke betyder noget for mig, ikke fylder noget hos mig. Fordi min kærestesorg og min sorg over min lillebrors død får taget i mig og får mig ned i et sort, sort hul. Som jeg hver gang skal formå at komme op af. Det her indlæg har egentlig ikke et budskab, det kan jeg godt læse. Men det hjalp at få det skrevet, at få det ud af mine tanker. Nu ved du hvordan jeg har det - mit liv er noget værre rod lige nu. Jeg deler det med dig fordi jeg gerne vil fortælle dig at sorger og kriser er en del af livet. Også for mig. Tak fordi du læste med! Jeg lover at jeg snart laver noget mad, deler nogle opskrifter, noget træning, viser nogle øvelser. Lige nu skal jeg bare igennem dagen. Bær over med mig! ♥