Jeg har kastet mig ud i noget nyt - igen

11825789_10206045761875589_6705220810016822072_n Som jeg har skrevet om før - jeg har stress. Jeg kan godt fungerer i dagligdagen, men så snart jeg har for mange planer og aftaler, så presser det for brystet. Det er derfor noget jeg skal tage dybt alvorligt og noget som jeg skal handle på. Og hvordan gør man så lige det? Hvordan ændrer man sit liv, laver tingene om så det fungerer for en, hvordan får man et liv med mindre stress i, når man vil det hele? (Erstat "man" med "jeg"). Mindfulness, yoga, pilates, psykolog, coach, friske gåture, meditation - der er mange løsninger. Men ingen af disse har jeg lyst til eller også har jeg prøvet, men de hjælper mig ikke rigtigt. Og så hørte jeg om kropsterapi. Det lyder lidt for alternativt i mine ører, eller lød meget alternativt. Det er vel egentlig også alternativt, men det er ikke længere et fy-ord i min verden. For det virker. Det gør det virkelig! Jeg går hos Christian, som har klinik på Østerbro. Det går simpelthen ud på, at jeg i en times tid får dybdegående og pulserende massage. Christian arbejder med kroppens energisystem. Behandlingen foregår som en kombination af pulserende massage, faste tryk, zoneterapi og stræk. Nogle af trykkene (eller de fleste for mit vedkommende) gør nas, men så fortæller Christian hvordan jeg skal trække vejret og så hjælper det faktisk og spændingerne giver ligesom slip. Og jeg har i den grad brug for det! Jeg har i lang tid, alt for lang tid, lukkes ned for sorgerne og tristheden i mit hoved og brugt mig selv fysisk, så meget som overhovedet muligt. Og jeg kan virkelig mærke hvor meget behandlingerne gør for mig. Jeg sover bedre og jeg er blevet bedre til at mærke efter hvad min krop har brug for. Jeg er blevet bedre til at være i sorgen og jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at det er okay at jeg bliver ked af det og græder. For det hjælper mig. Christian siger at han sjældent har oplevet en person være så øm som jeg - og det vil jeg gerne gøre noget ved. For jeg vil ikke ende som en forkrampet pige, der ikke kan tale om tingene og lukker alt nede. Jeg vil gerne være følsom og jeg vil gerne være bedre til at håndtere stress og sorgerne, når det dukker op. Behandlingerne kan hjælpe mod stress, overanstrengelse, træthed, angst, traumer, forstuvninger, smerter, ømhed, ryg- og nakkeproblemer, eksem, astma, allergi, leddegigt, fordøjelsesproblemer og betændelsestilstande. Jeg er rigtig glad for at jeg har opdaget kropsterapi. For jeg er et sted i mit liv, hvor psykolog samtaler og diverse sorggrupper ikke er noget for mig - jeg har været der og nu er det på tide at jeg prøver noget andet. Og kropsterapi hjælper mig virkelig, selvom det er utrolig hårdt, det sætter gang i en masse følelser og det gør mig til tider ked af det. Men jeg føler at jeg gør min krop en tjeneste - og mig selv en tjeneste. Som jeg trængte gevaldigt til. Læs mere om Christian og hans behandlinger her.